Corona-virussen (Covid-19) har sat sit eftertrykkelige spor på den politiske dagsorden – og på klassekampen.

Kære nordjyske Ø-medlemmer ❤?

Peder Hvelplund

En lille opdatering fra jeres udsendte!

Det er virkeligt foranderlige tider! Corona-virussen (Covid-19) har sat sit eftertrykkelige spor på den politiske dagsorden – og på klassekampen.

Lige nu står vi i en situation, hvor vi ikke ved hvor voldsomt epidemien kommer til at slå igennem. Men der hersker ingen tvivl om at vores fælles sundhedsvæsen kommer under et voldsomt pres. Derfor er den altoverskyggende opgave lige nu at sikre at der er kapacitet nok – især til de mest udsatte og sårbare grupper.

Det giver også anledning til at huske på hvor vigtigt det er vi har et offentligt finansieret sundhedsvæsen – hvor det er sundhedsfaglige vurderinger der afgør prioriteringerne i stedet for pengepungen. Jeg tør slet ikke tænke på hvad konsekvensen bliver i USA, hvor man har grebet alt for sent ind, hvor halvdelen af befolkningen ikke har adgang til sundhedsydelser, hvor den samme halvdel er uden eller i risiko for at miste jobs og har svigtende adgang til fødevarer.

Våbenproducenterne går endnu mere kronede dage i møde!

Det bør selvfølgelig også give anledning til overvejelse over hvad det er vi har udsat sundhedsvæsenet for de seneste mange år – effektiviseringer, besparelser og nedskæringer. I disse dage kan vi se betydningen af at have et velfungerende sundhedsvæsen – vi skal bare både passe på det og dets ansatte.

Vi ser også i fuld udstrækning hykleriet hos de liberale og borgerlige. Nu hvor krisen kradser, er der ingen grænser for de hjælpepakker og statstilskud, der skal hives op af statskassen. Den statskasse som når der skal fyldes penge i den, er årsag til at al virketrang, entreprenant tankegang og iværksætteri dræbes – ifølge de borgerlige. Samtidig med at Danske Bank kræver at kravene til den ”kontracykliske kapitalbuffer” (det hedder den altså, den mekanisme der gør at bankerne skal polstre sig hvis der kommer en ny krise) skal slækkes, udbetaler de 7,3 mia. kr. til aktionærerne! Det er skamløst!

Covid-19 har også betydet at der er blevet vedtaget en hastelov, med meget vidtrækkende bemyndigelser til statsmagten. Begrænsninger i frihedsrettighederne. Der er ikke tvivl om at det er nødvendigt med drastiske metoder hvis vi skal sikre behandlingskapacitet til vores med udsatte og sårbare borgere. Så bliver det nødvendigt med tiltag der kan nedbringe smittespredningen. Vi har kæmpet benhårdt for at bevare de mest basale frihedsrettigheder, det lykkedes f.eks. at få sikret der stadig skal en dommerkendelse til hvis man skal trænge ind i private hjem, vi fik et automatisk udløb af loven 1/3 2021 og revision i november 2020 samt en politisk følgegruppe der nøje følger med i hvordan ministeren udnytter sine bemyndigelser. Og ministeren skal begrunde hver gang han ønsker at udnytte den og der skal være en tidsfrist på.
Det er vidtgående bemyndigelser, men det er en alvorlig situation vi står i. Vi skal sikre en balance hvor vi passer på vores fælles helbred men også på vores fælles frihedsrettigheder.

Det ser vi også i vores interne partiliv. Regionsgeneralforsamlingen er blevet udskudt og det samme gælder for HB-mødet. FU mødes stadig, men over Skype.

Det er vigtigt at vi passer på os selv og på hinanden og styrker fællesskabet. Det er vi heldigvis gode til.

Sidst skal vi bare huske på at alt imens Covid-19 fylder meget i vores hverdag – politisk som privat – så fortsætter klimaforandringerne ufortrødent. Den opgave står stadig foran os, som den vigtigste.

Lad os i fællesskab sikre at handlekraften og hensynet til almenvellet bliver lige så stort, når den opgave skal løses.

Kammeratligst

Peder