Danske regioners generalforsamling – Rigtig mange unge har det svært

På danske regioners generalforsamling stillede Enhedslistens regionsrådsmedlemmer forslag om at Danske Regioner skal arbejde for muligheden for oprettelse af regionale offentlige psykologklinikker.

Af Janne Toft-Lind og Susanne Flydtkjær medlemmer af Regionsrådet Nordjylland

Rigtig mange unge har det svært.

Janne Toft-lind og Susanne Flydtkjær

Der er et stort behov forebyggelsesarbejde ude i hele samfundet – om at sikre de nødvendige forandringer i samfundet så store årgange i stort tal ikke oplever et pres og en stress, som giver mistrivsel og som kan udvikle sig så det bliver nødvendigt at få hjælp i sundhedssystemet.

Men det problem vi står med i sundhedssystemet i dag – det er at rigtig mange unge – måske fik de ikke den rigtige hjælp tidligt nok – nu står på en venteliste og venter på at komme til psykolog.

Vi indtænker jo allerede i dag digital og internetbaseret behandling – vi opretter flere ydernumre, vi tænker kreativt. Vi sætter penge af. De bliver ikke alle sammen brugt ude i privat praksis.

I region Nordjylland har vi analyseret og afdækket hvad der effektivt skal til – derfor har vi kontaktet sundhedsministeriet om at få endnu et redskab til at sikre at borgere – unge kan få den hjælp de har behov for – at vi ønsker også selv fra regionens side at kunne tilbyde den psykologhjælp, som der er behov for.

Vi har tænkt forskellige modeller for vores nordjyske regionale psykologklinikker. Det kan være kontaktansættelse, det kan være en psykologklinik i psykiatrien, det kan være en klinik i sundhedshusene. Det er selvfølgelig stadig egen læge der visiterer.

Problemet er at vi ikke må oprette egne psykologklinikker. Ikke uden en dispensation fra sundhedsministeriet.

Det er en langsommelig proces at få en dispensation i sundhedsministeriet – vi startede processen i sensommeren – efteråret 2021 – og her knap et halvt år efter har vi stadig ikke fået svar. Og vores ventelister bliver ikke meget mindre.

Andre regioner har samme problematik

Enhedslistens forslag om regionale psykologklinikker vil løfte problematikken op på danske regioner niveau – så ikke alle regioner skal ud i samme langsommelige dispensationsansøgninger i sundhedsministeriet – så vi i danske regioner kæmper sammen for at få de nødvendige lov og regelændringer.

Så vi får endnu et redskab, der er nødvendigt til at løse de sundhedsopgaver vi har – at sikre at vores borgere får den hjælp de har behov for og krav på.

Desværre var der ikke tilslutning til enhedslistens forslag på Danske regioners generalforsamling. Men dog tilslutning til at der nu også fra Danske Regioners side skal ske den afdækning og analyse som allerede er foretaget i Region Nordjylland.

Psykologklinikker

Stillet af: Enhedslistens regionsrådsmedlemmer

Forslag: Generalforsamlingen opfordrer Danske Regi­oner til at arbejde for, at der med fuld statslig finansiering oprettes regionsdrevne psykolog­klinikker for unge under 25 år henvist med let til moderat depression og angst.

Begrundelse: Målgruppen for psykologhjælp til unge (18-24-årige) med let til moderat depression og angst er delt i to. En gruppe, der kan få hjælpen ve­derlagsfrit og en gruppe, der selv skal betale 40 procent. Herudover er der også en egen­betaling på 40 procent, når det gælder andre årsager til henvisningen.

Tilbuddet om vederlagsfri psykologhjælp til unge under 25 år har været en stor succes med en overvældende tilslutning. Trods forsøg med at udvide antallet af ydernumre hos privat­praktiserende psykologer, er ventetiden for de unge fortsat flere måneder, og tilgænge­ligheden er ringe

Unge bliver afvist på stribe: Psykologer må ikke tage flere ind | Indland | DR

Ventetiden på psykologhjælp medfører ofte forværring i sygdommen samt forlængelse af eventuelle sygemeldinger. Investeringer i behandling af angst og depression kommer derfor 4-5 gange igen (Merete Nordentoft, Hvordan skaber vi fremtidens psykiatri?).

Derfor er der behov for ikke bare yderligere investeringer, men en ny struktur som hurtigt kan rumme de mange unge.

En mulighed er at placere psykologklinikker for unge i de regionale sundhedshuse. Mål­gruppen kan i så fald begrænses til de 18-24-årige med let til moderat depression eller angst, som kan modtage psykologbehandling vederlagsfrit.

Andre forslag fra Enhedslisten

Enhedslisten stillede desuden forslag om finansiering of fastholdelse og rekruttering i sundhedssektoren samt om handlingsplan i forhold til selvmordstruede. Disse forslag blev heller ikke vedtaget.


Finansiering af udgifter til fastholdelse og rekruttering

Stillet af: Enhedslistens regionsrådsmedlemmer

Forslag: Generalforsamlingen tager til efterretning, at Danske Regioners bestyrelse vil arbejde for, at udgifter til at fastholde og rekruttere per­sonale til regionernes hospitaler finansieres fuldt ud af staten frem til næste overenskomst mellem parterne. Udgifterne kan dækkes af en ramme på minimum 1 mia. kr. ud over den almindelige økonomiske ramme, sådan som det skete med vinterpakken. En anden mulighed er, at udgifterne dækkes løbende på samme måde som ekstraudgifterne i sund­hedsvæsenet som følge af corona og udskudte behandlinger.

Begrundelse: Udfordringerne med at fastholde og rekrutte­re personale i sundhedsvæsenet rammer både patienterne og de ansatte. Desuden gør de det svært for regionerne at styre sundhedsvæsenet på en hensigtsmæssig måde.

Nogle af udfordringerne skyldes flere faggrup­pers utilfredshed med lønniveauet i det of­fentlige sundhedsvæsen. Det kan regionerne ikke selv rette op på. I stedet må vi dække ud­gifterne som følge af den uholdbare situation med manglende personale ved at tage midler fra andre områder. Det skaber nye problemer for økonomien, for de ansattes arbejdsvilkår og risikerer at gå ud over patienterne. Og vil på sigt undergrave det offentlige sundheds­væsen, som vi ønsker og arbejder for.

Derfor må staten finansiere de nødvendige ekstra udgifter til fastholdelse og rekruttering – som minimum frem til næste overenskomst på området.

Forebyggelse af selvmord

Stillet af: Enhedslistens regionsrådsmedlemmer

Forslag: Generalforsamlingen opfordrer Danske Re­gioner til at formulere en samlet strategi for forebyggelse af selvmord, som kan indgå i det videre arbejde med 10-års planen for psykia­trien.

Strategien skal konkretisere, hvordan regio­nerne kan skabe gode rammer for forebyg­gelse af selvmord, opfølgning på selvmords­forsøg og angive, hvordan økonomien til indsatsen skal tilvejebringes.

Begrundelse: Levetiden for borgere med psykiske lidelser er i gennemsnit 15-20 år kortere end baggrunds­befolkningen. En af årsagerne til dette er selvmord. Antallet af selvmord i Danmark har i over 10 år ligget fast på 600 dødsfald om året.

Jævnfør det faglige udspil til Psykiatriplanen fra Sundhedsstyrelsen er der behov for et systematisk og langsigtet løft af indsatsen for forebyggelse af selvmord gennem en samlet, national handleplan med ambitiøse mål for nedbringelse af selvmord og selvmordsfor­søg. Planen bør adressere bl.a. forebyggelse, opsporing, tidlig indsats, opfølgning efter selvmordsforsøg og inddragelse af patienter og pårørende.

Det er oplagt, at Danske Regioner kommer med et sådant udspil, da regionerne har er­faring med selvmordsforebyggelse i Center for Selvmordsforebyggelse og i den akutte psykiatri.