Peder Hvelplund, FT-kandidat Enhedslisten
Sundhedsvæsen skåret ind til benet!
Sundhedspersonalet på Aalborg Universitetshospital tilslutter sig nu opråbet fra klinikcheferne på Rigshospitalet samt kolleger på Bispebjerg, Frederiksberg, Herlev, Gentofte og Odense om konsekvenserne af de konstante krav om effektiviseringer på minimum 2% årligt på de offentlige sygehuse.
Det er værd at bemærke, at udover det omtalte opråb er der kommet adskillige nødråb fra samtlige personalegrupper på de offentlige sygehuse, både SOSUer, Læger, Jordemødre, 3Fere, Sygeplejersker, Ergoterapeuter osv.
Budskabet er klart. Der er ikke overensstemmelse med de opgaver der bliver bestilt og de ressourcer der bliver tilført. Det har fatale konsekvenser for både arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Vi har et offentligt sundhedsvæsen som yder en ekstraordinær indsats men som balancerer på grænsen af et kollaps.
Den gennemsnitlige ”liggetid” – altså den tid en borger er indlagt på et somatisk sygehus – faldt fra 2009 til 2014 fra 4,1 til 3,5. Med de nye Supersygehuse, der er dimensioneret til et mindre patientantal, forudsættes en endnu kortere liggetid. Det medfører et voldsomt behandlingspres som betyder, at personalet kan være nødsaget til at hjemsende patienter en dag tidligere end de selv ønsker for at udøve optimal behandling og pleje.
Samtidig ved vi, at den demografiske udvikling betyder flere ældre og dermed også flere indlæggelser. Alt imens der hele tiden udvikles nye og dyrere behandlingsformer. Det er positivt at vi lever længere og at flere sygdomme kan behandles, men det forudsætter også en politisk prioritering af hvilke opgaver et offentligt sundhedsvæsen skal løse.
Medicinalindustrien malker fortsat de offentlige sundhedsbudgetter. De erkender selv, at deres priser ikke afgøres af en sammenhæng mellem udgifter til udvikling og forskning, men alene fører til høje fortjenester ”fordi de kan”. Det betyder at et produkt mod smitsom leverbetændelse som i samlede udgifter koster under 1000,- at udvikle og producere bliver prissat til det offentlige sundhedsvæsen til 350.000kr. Take it or leave it!
Hvad har det politiske svar på de udfordringer så været?
At skiftende regeringer – uanset om det har været SRSF eller VLAK gennem økonomiaftalen med Regionerne har pålagt de offentlige sygehuse at levere ydelser for 2% mere hvert år uden at få yderligere ressourcer. Sidste år betød det at sygehusene skulle levere for 1,3 mia. kr. mere end året før – uden flere ressourcer. Det har resulteret i et helt urimeligt pres på arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Fokus er blevet flyttet fra fagligt funderede prioriteringer, også af opgaver af mere relationel karakter som samtaler, omsorg og opfølgning, til benhård excel-tænkning hvor primært dokumenterbare ydelser prioriteres. Det har f.eks. betydet at patienter er blevet knæopereret selvom et genoptræningsforløb udfra både en sundhedsfaglig vurdering og et borgerperspektiv ville være at foretrække.
Det burde være indlysende at den øvelse ikke kan gentages i det uendelige. Selv ikke 100 m løbere forventer man kan løbe 2% hurtigere hvert år. Hvorfor så sundhedspersonale?
Nu melder S så ud at de støtter kravet om at fjerne produktivitetskravet allerede i 2018. Det er en glædelig erkendelse. Det er blot ærgeligt, at den kommer umiddelbart efter at S både i Folketing og Finansudvalg har stemt for gennemtrumfningen af 2% effektiviseringen i netop 2018, hvor vi faktisk havde en mulighed for at samle flertal mod kravet. Men jeg ser da frem til at udmeldingen fra S, følges op af konkret politisk handling. Ellers bliver det bare igen en gratis politisk omgang.
Samtidig skylder vi fra politisk hold at komme med klare bud på især 3 områder:
Vi må gøre op med forventningen om at vi kan bestille flere opgaver uden at der følger ressourcer med. Hvis sundhedsvæsenet skal løse flere opgaver, uanset om det handler om behandlingsgaranti eller nye behandlingsforløb, skal der følge tilstrækkelige ressourcer med.
Vi skal have et opgør med patent-tyranniet fra medicinalindustrien. Det er helt nødvendigt at samfundet tilbageerobrer retten til at udvikle og producere medicin fra medicinalindustrien. Det må være hensyn til folkesundhed der afgør hvilke behandlingsformer der skal forskes i – ikke profithensyn.
Vi skal have en prioriteringsdiskussion om hvilke opgaver sundhedsvæsenet skal løse. Der udvikles konstant nye behandlingsformer. Nogle er ekstremt omkostningstunge og med begrænset effekt – men dog en effekt. Det er også en samfundsmæssig og dermed politisk diskussion om alle nye behandlingsformer skal understøttes.
Hvis vi fremover vil have et velfungerende offentligt sundhedsvæsen, er det helt nødvendigt, at vi ikke blot lytter til de nødråb der kommer fra personale og patienter. Vi skal også tage dem alvorligt og reelt handle derefter. Det skylder vi både patienter, pårørende og sygehusansatte
