Forbyd salg af nye fossile biler før 2025

Hvis vi skal nå klimamålsætningerne, har vi brug for politisk handling, der rykker transportsektoren langt længere mod en grøn fremtid skriver folketingsmedlemmer Jette Gottlieb, Sofie Lippert Stinus Lindgreen, Christina Olumeko er transportordførere for henholdsvis Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet.

Kronik i Politiken, 22. december 2023

I disse juledage spreder julestemningen sig over Danmark, hvor mange glæder sig til at vende hjem og fejre hjerternes fest med nære og kære. Desværre er turen hjem sjældent en gnidningsfri rejse fyldt med julehygge. Lange bilkøer, forsinkelser og trængsel præger ofte transporten, og det tydeliggør behovet for en bedre persontransport.

Danskerne vil rigtig gerne køre kollektivt: Inden første weekend i december var gået, havde over 65.000 bestilt pladsbilletter til toget i juleugen. Så må vi håbe, at det går gnidningsfrit!

Vi savner virkelig en sammenhængende tilgang til, hvordan vi sikrer den bedste persontransport i landet. Det nytter ikke, at vi laver nogle enkeltstående forbedringer inden for den kollektive transport, hvis vi samtidig igangsætter kæmpe infrastrukturprojekter, der i den grad styrker en øget vejtransport på individuel basis.

Derfor skal vi lave en fælles grøn mobilitetsplan. Planen skal tage højde for klimakrisen, sikre adgangen til grøn transport og prioritere de større anlægsprojekter inden for områder, der giver flere danskere adgang til det bæredygtige valg. Som det ser ud lige nu, er der flere, der tager bilen frem for cyklen og den offentlige transport. Det øger trængslen og betyder, at flere og flere busruter nedlægges i landdistrikterne, og at billetpriserne stiger.

Det er et yderst alvorligt problem, da person- og lastbiler står for over en tredjedel af den samlede CO2-udledning i Danmark. Det kalder på handling og viser tydeligt, at der må gøres noget omgående.

Det er vi i SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet ret så enige om. Derfor er vi gået sammen om at pege på en række initiativer, som her og nu skal prioriteres for en grønnere fremtid.

Hvis vi skal nå klimamålsætningerne, har vi brug for politisk handling, der rykker transportsektoren langt længere mod en grøn fremtid.

Vi savner virkelig en sammenhængende tilgang til, hvordan vi sikrer den bedste persontransport i landet

Vi står ved en skillevej – hvis vi ikke griber ind nu, når vi meget snart den kollektive transports ’tipping point’, hvor det bliver dyrere og dyrere at vælge den kollektive transport, hvorfor flere og flere vælger den fra og efterlader den store del af befolkningen – der ikke kan vælge – i en helt umulig situation.

Vi opfordrer derfor regeringen til at indkalde til forhandlinger, der skal styrke den kollektive trafik, få langt flere på cyklerne og generelt prioritere en grøn transportsektor.

En sammenhængende kollektiv transport, som alle har råd til at benytte, er afgørende for mobiliteten på tværs af hele Danmark. Lige nu er den kollektive transport i krise, og transportministeren indrømmede selv til et samråd i oktober, at prisstigningerne vil føre til yderligere buslukninger.

Dette skal også ses i lyset af, at hver fjerde husstand på landet ikke har bil – og hvis vi skal sikre en grønnere transportsektor, er der brug for færre biler på vejene. Det kræver en attraktiv kollektiv transport, der tilfredsstiller alles behov i forbindelse med alt fra dagligdag til fritid og ferie.

Vi mener, at der tværs af hele landet skal kigges på bekvemmelighed, punktlighed, rejsetid og priser, hvis vi skal have succes med at genrejse den kollektive transport uden for København.

Først og fremmest bør der investeres i en takstreform, der sikrer mere enkel, gennemskuelig og hensigtsmæssig taksering af de forskellige rejser med blandt andet lavere priser, særligt hvor tog og bus konkurrerer med bilen.

Den skal sikre billige billetter til børn og unge. Samtidig skal grupperabatterne genindføres for at bekæmpe den stigende tendens til, at rejsende ser økonomisk fordel i at tage bilen frem for toget. Vi ser desuden et stort potentiale i at tilbyde flere nattog.

Populariteten af nattogene er stigende i Europa, og Danmark skal med i denne udvikling. At kunne gå i seng i Aalborg og vågne op i København vil være en betydelig fordel for mange rejsende. Derudover bør der gøres en indsats for at gøre punktligheden og rejsetiden bedre på de nationale togstrækninger. Alt dette vil være med til at gøre den offentlige transport til et mere moderne, bedre og reelt pålideligt alternativ til en tur i bilen.

For at sikre den kollektive transport er det vigtigt, at den fungerer for alle – både på landet, i mindre byer og i de store byer. Vi mener, at dette kan opnås ved at styrke flextrafikken til rimelige priser, så folk kan være mobile uden at være afhængige af egen bil. Vi skal også sikre en udbygning af lokal- og letbaner til de større byers opland. På den korte bane mener vi, at dette kan opvejes af en opgradering af busnettet, men på sigt skal baneforbindelserne overtage.

Hertil ønsker vi at fremme park&ride-løsninger, så folk, der bor langt fra stationerne, stadig kan drage fordel af den kollektive transport.

Dette vil ikke kun gøre det lettere at pendle, men også reducere trafikbelastningen og forbedre miljøet i vores byer. Samlet set vil disse forslag altså bidrage til at skabe et mere tilgængeligt, sammenhængende og bæredygtigt transportsystem i Danmark, hvor dem på landet uden en bil også har mulighed for at komme ordentligt på arbejde, i skole eller videre rundt i landet.

Hertil mener vi også, at der skal fokus på at gøre færgefarten grønnere. Det skal ske ved at støtte overgangen til batteridrift eller andre bæredygtige drivmidler.

Ud over at det er vigtigt at få flere over i den offentlige transport, er det også afgørende, at vi gentænker, hvordan vi mere bredt kan reformere transportsektoren mod en mere bæredygtig fremtid. I en tid, hvor vi står over for store udfordringer i vores transportsektor, er det altafgørende, at de grønne skridt bliver taget mod en mere bæredygtig fremtid. For at opnå dette mål skal vi bremse den stigende forurening. Dette kræver en gentænkning væk fra privatbilisme samt en implementering af incitamenter, der fremmer grønnere transportvaner.

For at fremskynde den grønne omstilling på transportområdet mener vi først og fremmest, at det er afgørende at handle nu. Vi mener, at et forbud mod salget af nye fossile biler bør indføres inden 2025.

Dette initiativ er afgørende for at sikre en bæredygtig udvikling hen imod de grønne transportmuligheder. Med de miljømæssige konsekvenser taget i betragtning hænger dieselafgifterne på ingen måde sammen med vores håb om en grønnere transportsektor. En forhøjelse af dieselafgiften vil derfor kunne bidrage til at reducere Danmarks ry som et dieselskattely og samtidig opfordre til brugen af mere miljøvenlige transportformer.