Nordjylland skal gøres klar til klimaindsatsen – men vil ikke!

Den regionale udviklingsstrategi 2020-2023 (RUS) blev vedtaget på regionsrådsmødet den 26. maj 2020. Forud har været en lang proces hvor kommuner, institutioner, erhverv og borgere har været inddraget i høringsprocessen.

Alle partier stemte for udviklingsstrategien i regionsrådet – undtagen Enhedslisten.

Og hvorfor nu det?

Forklaringen er enkel – fordi den regionale udviklingsstrategi ikke peger på løsninger – initiativer – som giver svar på de udfordringer vi står overfor i Nordjylland. Ikke engang inden for sine egne rammer.

Et konkret eksempel kan være, at der i RUS – i bilaget som uddyber problemstillingerne – peges på behovet for at få bæredygtig og cirkulær økonomi – af hensyn til klima, ressourceforbrug og miljø – så der også er en verden at leve i til verdens børnebørn – f.eks. delebiler og samkørsel indenfor transportområdet.

“Initiativet” i RUS som skal pege på løsningen er at det nævnes at NT er ved at udvikle en app, hvor samkørsel, delebiler og delecykler kan ses i rejseplanen.

Flere veje, flere motorveje og broer over Limfjorden – flere biler og øget bil- og lastbilkørsel – og mere flytransport er den helt forkerte vej at gå i en verden hvor der kræves handling nu for at imødekomme klimaudfordringen.

Det er fortvivlende.

Der er også mange initiativer der peger den rigtige vej. På f.eks. den kollektive trafik på energi og ungdomsuddannelsesområdet. Men slet ikke med den vægt som der er behov for.

Enhedslisten stillede på regionsrådmødet forslag om at den regionale klimaindsats kunne blive startskuddet på at regionens klimaindsats rykker ud af regionshuset og regionens institutioner, så den omfatter hele Nordjylland

Et startskud på at vi i regionen tager klimaaftalen om reduktion af CO2 på kort sigt og klimaneutralitet på den lidt længere bane alvorligt – også i regionens strategier og initiativer, som er udviklet i samarbejde med kommunerne. Vi foreslog derfor at den regionale udviklingsplans initiativer screenes, så vi kender klimaeffekten eller klimaaftrykket af de mange forskelligartede initiativer, der er i planen. Både de gode og de dårlige

Det betyder ikke, at klimabelastende initiativer ikke kan sættes i gang – eller arbejdes videre med – men det betyder, at der så på anden vis og med andre initiativer skal hentes endnu mere CO2 reduktion. Det vil give et godt beslutningsgrundlag for både kommunerne og for regionen.

I det større perspektiv har vi netop fra region Nordjylland bakket op om at alle regioner skal spille en aktiv rolle for at sikre, at vi i Danmark kan leve op til de klimamålsætninger, som er aftalt i folketinget og som er ved at blive omsat i en klimalov med helt konkrete indsatser – det kunne vi blive klar til

Og set i det lys er det helt oplagt, at de konkrete initiativer i den regionale udviklingsstrategi udsættes for en klimascreening, hvor klimaeffekten af disse undersøges. På den måde kan vi sikre, at Region Nordjylland leverer sit bidrag til, at Danmark leverer den lovede reduktion i CO2 udslippet på 70 procent i 2030 – og klimaneutralitet i 2050.

Kun det Radikale  Venstres – Gitte  Lobdrup – støttede forslaget om at klimascreene udviklingsplanens initiativer.  At de øvrige partier i regionsrådet ikke fandt det relevant at Udviklingsstrategien vurderes i fht.  at leve op til klimaaftalen, kan vi i Enhedslisten  ikke forklare, men  kun tage til efterretning.

Trist – for klimaet.

Lis Jensen, L.jensen1@rn.dk  og  Susanne Flydtkjær, S.flydtkjaer@rn.dk

Begge valgt til regionsrådet for enhedslisten.