Aalborg Byråd den 25. maj: Suspender budgetloven

Det er sjældent, at forslag fra Enhedslisten bliver vedtaget enstemmigt i Aalborg Byråd. Det skete imidlertid mandag den 25. maj. Her havde Enhedslisten stillet forslag om, at Aalborg Byråd skulle opfordre KL til at stille krav om, at budgetloven suspenderes for budgetlægningen for 2021 i forhandlingerne med staten om kommunernes økonomi i 2021.

Baggrunden for forslaget var den særlige situation kommunerne står i efter udligningsreformen, som giver kommunernes samlet set flere penge, mens mulighederne for at bruge dem stadig blokeres af servicerammer, sanktioner og budgetlov. Hertil kommer, at der er et særligt behov for, at kommunerne medvirker til at sætte gang i økonomien og beskæftigelsen efter Covid-19 og at kommunernes indsats er helt nødvendig, hvis vi skal have gang i den grønne omstilling og indfri de ambitiøse klimamål. At regeringens lovede revision af budgetloven er udsat til efteråret er endnu en god grund til at rejse dette krav.

Selvom Venstre, DF og De Konservative i udgangspunktet var skeptiske endte de med at tilslutte sig forslaget, efter at Thomas Kastrup havde tilkendegivet, at han støttede forslaget.

Her kan du se debatten.

En af de mere besværlige sager var forslaget til ny lokalplan for området ved Sauers og Aabo Plads.

Se “Lokalplan 1 1 141 Parkering, Sauers Plads Og Aabos Plads”

Et af elementerne er, at området ved Aabo plads ændrer status fra et rekreativt område til parkering. Isoleret set er det en dårlig ide. Forslaget skal imidlertid ses i sammenhæng med, at vi i budgetforliget fik stoppet planerne om at bygge et dæk mere på parkeringshuset på Sauers Plads og aftalte at skaffe penge til kommunekassen ved at sælge dette. Vi aftalte også, at der skulle etableres en ny legeplads på Frederikstorv og fik dermed sikret dette område som et rekreativt byrum, som man netop er i færd med at udarbejde en helhedsplan for. Antallet af parkeringspladser er allerede reduceret i forhold til det maksimum, vi aftalte og vi vil i den videre proces have fokus på at sikre de eksisterende træer og at der stadig bevares et grønt byrum her. Hertil kommer, at vi har fokus på at sikre gode forhold et nyt sted for skatterne. Mindesmærket for Aabo er der allerede indgået en aftale om at flytte til Østre Anlæg.

Se debatten her.

Per Clausen